Sif Schou var singlekvinde og nyuddannet læge. Samtidig ville hun gerne være mor. Løsningen blev en regnbuefamilie med mor, far og far.

Det kan være svært at balancere et liv som læge, rollen som mor og samtidig at være single. Men det har Sif Schou fra Ikast fundet en løsning på. Sammen med det homoseksuelle par, Bruno og Simon Skov Benzon, har hun nemlig valgt at få et barn og dermed blive en regnbuefamilie.

– Jeg ville ikke gå på kompromis med det at få en familie. Og jeg ville ikke gå på kompromis med at være karrierekvinde. Og det her tilgodeser begge dele, siger Sif Schou.

Lige siden ottende klasse har Sif Schou vidst, at hun gerne ville være læge. Og hun fandt ret hurtigt ud af, at det krævede rigtigt meget arbejdsmæssigt. Men familielivet ville hun ikke give afkald på, også selvom hun var single.

Derfor slog hun pjalterne sammen med Bruno og Simon Skov Benzon, og sammen besluttede de tre, at de skulle være forældre.

– Jeg havde brugt en del af mit liv på at indstille mig på, at jeg ikke skulle have børn. Men så blev jeg gift med Simon, og vi kom til at snakke om, at det måske skulle være, siger Bruno Skov Benzon.

De tre forældre hjælper hinanden med pasning af Emily. Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Bor under samme tag

På meget kort tid blev Sif Schou gravid med Emily, og under graviditeten valgte Sif at flytte ind hos Bruno og Simon.

Nu er Emily kommet til verden, og indtil videre bliver Sif boende hos de to fædre. For Sif Schou har det været en kæmpe hjælp at bo med parret.

– Det giver et utroligt overskud, at man er tre, siger Sif Schou.

På sigt kan det godt være, at Sif Schou vælger at flytte ud, men der er også muligheden for, at hun kan overtage underetagen i huset, og at datteren Emily bliver delebarn.

– Hvis vi laver en 7-7 ordning i samme hus, kan jeg give den gas på arbejde den ene uge, og den anden uge kan jeg være der for mine børn. Det er det, jeg gerne vil, siger Sif Schou.

På den måde kan Sif Schou både satse på livet som karrierekvinde og mor.

Det er allerede aftalt, at Emily skal have en lillebror eller lillesøster.

Herunder kan du se det nyeste afsnit af Familiekabalen.

09:16

Sif Schou var nyuddannet læge og single. Hun ville også gerne være mor, og derfor dannede hun en regnbuefamilie med Bruno og Simon Skov Benzon.

Kilde: https://www.tvmidtvest.dk/artikel/sif-valgte-regnbuefamilie-og-karriere

Jeg er Webmaster på denne side, jeg kan evt. kontaktes via Kontaktformen. Mvh Webmasteren

Skriv et svar