‘Når min far kommer hjem, så er min far lige gået, når min mor kommer hjem, så sover min mor’. Sådan kan en gammel Trille-sang om travle forældre piftes op til en moderne regnbuefamilie.
En regnbuefamilie er en familie med én eller flere homoseksuelle forældre, hvor de biologiske forældre ikke er gift eller er kærester.
Tvillingerne Theodor og Samuel på knap halvandet år er sønner af Kjersti og Tommy. Men Kjerstis ægtefælle hedder Sandie og Tommys kæreste hedder Søren.
Hvad er nu det for noget?
“Når andre par får børn, får de det af kærlighed til hinanden. Vi har fået det at kærlighed til børn. Jeg tror bare at en regnbuefamilie vil sige, at der er nogle homoseksuelle involveret. Børnene er i centrum,” fortæller projektleder Tommy Petersen.
Tommy og Sandie lærte hinanden at kende, da de begge læste på Copenhagen Business School.
“Vi skrev bachelor sammen, så vi var sammen 24 timer i døgnet i mange måneder, og hun kendte min indstilling til børn,” fortæller Tommy, der ikke behøvede lang betænkningstid, da han blev spurgt om han ville være far.
Overvejelser
Men hvilke overvejelser gør man sig, inden man beslutter sig for at få børn på så utraditionel vis?
“Jeg synes det er et svært spørgsmål, for jeg betragter mig selv som normal. Jeg går ikke rundt hver dag og tænker ‘Oh my god, jeg er homoseksuel og har en regnbuefamilie’,” fortæller Sandie Lindblad, der er vicedirektør i Scandia.
“Jeg er gift med Kjersti og er mor til to fantastiske drenge. Man ved jo godt, at børn kan blive udsat for mange forskellige ting, men det er jo alting generelt. Det vigtigste var, at der skulle være så meget kærlighed i drengenes liv som muligt.”
Noget rod?
Men hvad stiller man op, når omgivelserne kalder det egoistisk at få børn på den måde, og at et barn har krav på en far og en mor?
“De har jo en far og en mor. De har to fædre og to mødre – og det er jo, hvad mange skilsmissebørn også oplever. De har fire forældre og fire sæt bedsteforældre. Så vidt jeg ved, er der ikke nogen der tager skade af det, når forældrene har det fint sammen” fortæller Tommy.
Kjersti og Sandie har den fulde forældremyndighed over børnene, og parrene har ingen skriftlige aftaler om deres indbyrdes relationer.
Parrene har selv betalt 80.000 kroner for kunstig insimination i England, da det i Danmark er ulovligt at få reagensglasbørn med kendt donor. Det bliver imidlertid lovligt fra oktober.